Spritbilist torpederede husgavl og tog flugten til fods
Trods hundepatruljer i området omkring Ny Krogstrup, lykkedes det flugtbilist at flygte til fods, efter at han var kørt frontalt ind i et bindingsværkshus på Skibbyvej
Køreturen endte brat for en - i følge anmelderen - beruset flugtbilist, som fredag aften var kørt frontalt ind i et hus på Skibbyvej i Ny Krogstrup.
En chokeret genbo var tilfældigvis ude på gårdspladsen. da bilen endte i husgavlen på modsatte side af vejen.
I følge politiets oplysninger hørte genboen et højt brag, og så efterfølgende en stor støvsky. Han ilede over til stedet, og hjalp chaufføren ud af bilen. Og da den 40-årige genbo kunne konstatere, at føreren af bilen ikke var kommet til skade, skyndte han sig ind i huset for at se til beboeren, en 59-årig mand. Han havde ligget og sovet, men var vågnet af det høje brag.
Da genboen gik tilbage til bilen, var den berusede fører imidlertid flygtet til fods.
Politiets hundepatrulje ankom til stedet kort efter, og på trods af, at hundene kunne følge sporet over markerne, over Svanholm Alle og videre en kilometer vestpå, så ophørte sporet, og de måtte vende om med uforrettet sag.
Anmelderen beskrev manden som ca 40 år. Han var omkring 180 cm høj. Han havde 2-3 cm langt, mørkt hår. I følge anmelderen var han usoigneret i hovedet, han havde skægstubbe, og var lettere rodmosset i ansigtet. Han var tydeligt påvirket af spiritus.
Politiet kunne efterfølgende konstatere, at bilen, som tilhørte en mand fra Kalundborg, var stjålet fra en adresse i Dalby Huse.