Fortsæt til indhold

Slagkraftig politirazzia udløste bøderegn

Krimi
Jacob Nielsen

50-60 betjente fra Københavns-, Nordsjællands og Københavns Vestegns Politi var torsdag på fælles færdselsaktion sammen med SKAT, Fødevarestyrelsen og Taxinævnet.
Gennem hele dagen blev der udført flere koordinerede kontroller i Høje Gladsaxe, ved Høje-Taastrup Station, Taastrupgårdsvej, Herlev Hospital, Værebrovej, Glostrup Station, Glostup Hospital, Hvidovre Hospital og Avedøre Havnevej.
Over 1.000 køretøjer blev standset, og i alt blev der udskrevet 230 bøder.
Tre blev anholdt for spirituskørsel, og klækkelige bøder venter 10 andre bilister, som kørte uden førerret. To af dem fik desuden beslaglagt deres bil, fordi det var nu var tredje gang.
27 fik en kedelig hilsen på 1.500 kroner for at køre uden sikkerhedssele, og ni en tilsvarende bøde for at tale i håndholdt mobiltelefon.
En politivogn fra Københavns Politi med det nye nummerpladegenkendelsessystem afslørede 14 efterlyste nummerplader, som blev inddraget.
35 taxaer fik bøder med hjem, men fem af dem fik desuden kørselsforbud på grund af særlige fejl relateret til hyrevognen.
Af 87 kontrollerede lastbiler fik flere bøder for bl.a. overlæs, forkert belæsning og for ikke at overholde deres køre- og hviletid. En tysk chauffør måtte betale 8.500 kroner på stedet, fordi han ikke havde holdt tilstrækkelige pauser under kørslen.
Fødevarestyrelsen tjekkede 60 køretøjer, som kørte med madvarer – typisk kølebiler – og udstedte syv indskærpelser efter fødevarelovgivningen.
"Færdselsaktionen var resultatet af et nyt tværgående samarbejde politikredsene imellem, som vi kalder "udvidet rutinekontrol", hvor vi låner betjente fra hinanden. Det giver mulighed for at samle en mere slagkraftig styrke og stille os nogle steder, hvor vi normalt ikke har ressourcer til at komme. Denne gang lånte vi motorcykelbetjente fra både Nordsjælland og København, og næste gang
hjælper vi så den anden vej," siger politiassistent Erik Andersen til Lokalavisen.dk.