Sparkede betjent ned
Arkiv
En mor og far blev i nat så desperate over deres søns voldsomme adfærd, at de var nødt til at ringe til politiet.
Sønnen på omkring 30 år var ifølge vagtchef Ole Hestbæk fra Nordsjællands Politi ved at splitte hjemmet på Esrumvej i Helsingør ad, da politiet blev tilkaldt.
"Han var fuld og familien kunne ikke have ham derhjemme, så vi hentede ham. Da vi ville visitere ham inden han kunne komme i detentionen, gik han amok igen og sparkede en betjent ned," fortæller Ole Hestbæk til Lokalavisen.dk.
Betjenten indkasserede et såkaldt stempelspark og var ude af stand til at fuldføre sin vagt. Det lykkedes andre betjente at overmande den anholdte.
Den 30-årige er nu sigtet for vold mod tjenestemand, men bliver ikke fremstillet i grundlovsforhør.