Fortsæt til indhold

Se den usædvanlige dom

Krimi
Arkiv

En 28-årig tidligere rocker skal spærres inde på ubestemt tid i Sikringsafdelingen ved Psykiatrihospitalet i Nykøbing Sjælland. Tidligere i dag blev han dømt for at have tilbageholdt sin ekskæreste i næsten 45 minutter under et besøg i politigårdens fængsel i oktober sidste år, imens han mishandlede hende og tvang hende til oralsex to gange. Det oplyser Københavns Politi.
Dommen er meget usædvanlig, fortæller anklagerfuldmægtig Mette Maria Lorentzen fra Advokatur City, Københavns Politi.
"Gennem de seneste 48 år er der kun afsagt 99 domme til anbringelse på Sikringsafdelingen. Det hører altså virkelig til sjældenhederne, og jeg er derfor meget tilfreds med resultatet," siger hun.
En dom til anbringelse på Sikringsafdelingen kræver ifølge politiet, at den dømte både er uegnet til almindelig straf på grund af sin mentale tilstand og samtidig vurderes som farlig. Sikringsafdelingen ved Psykiatrihospitalet i Nykøbing Sjælland er en landsafdeling for de farligste psykotiske patienter i landet.
Afdelingen har 30 pladser, der besættes af personer, som hverken det almindelige fængselsvæsen eller psykiatrien kan huse. Indlæggelse kan kun ske på baggrund af et såkaldt ”farlighedsdekret” udstedt af Justitsministeriet eller efter rettens afgørelse.
"Ved afgørelsen i dag blev pågældende dømt skyldig i at have tvunget sin ekskæreste til oralsex to gange, at have forhindret hende i at komme ud fra besøgslokalet og så blev han dømt efter den grove voldsbestemmelse. Hans tidligere straffe har også haft betydning for anklagemyndighedens påstand om anbringelse på Sikringen," oplyser Mette Maria Lorentzen.