Fortsæt til indhold

Maskerede mænd plyndrede T. Hansen og stak af i hvid Mercedes

Krimi
Af Jacob Nielsen

Kort før lukketid torsdag blev en T. Hansen-butik på Håndværkervej i Roskilde udsat for væbnet røveri. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
To maskerede mænd indfandt sig ved bagindgangen til forretningen lidt før 18:30, hvor de passede en ansat op. Han havde netop forladt forretningen, og røverne tvang ham under trussel med en pistollignende genstand retur til forretningen, hvor endnu en ansat stadig befandt sig. Her blev de ansatte truet til at åbne pengeskabet og udlevere kontantbeholdningen.
Røverne flygtede derefter til fods til deres flugtbil - en hvid Mercedes - som var parkeret et stykke derfra. Herfra kørte de i ukendt retning.
I timerne efter røveriet ledte politiet efter røverne og deres flugtbil uden held. De to ansatte beskrev røverne som:
A: mand, 23-24 år, tynd/spinkel bygget, cirka 170 cm. høj, anden etnisk herkomst end dansk, iført hvide Nike Shoxx sko, grå/grønne bukser, sort jakke eller trøje, sort elefanthue, medbragte en pistollignende genstand. Var aggressiv i sin fremtoning. talte dansk med accent og engelsk.
B: mand, 23-24 år, tynd/spinkel bygget, cirka 185 cm. høj, anden etnisk herkomst end dansk, iført hvide Nike Shoxx sko, grå/grønne bukser, sort jakke eller trøje, sort elefanthue, medbragte en peberspray. Var mere rolig end A i sin fremtoning. Talte dansk med accent og engelsk.
Flugtbilen var en hvid Mercedes personbil i sedan-model med diode-lygter foran, plastik hjulkapsler med mange eger, hvid nummerplade – muligt med blåt mærke midt på nummerpladen, mørktonede bagruder. Lokalpolitiet i Roskilde hører gerne fra personer, der har bemærket de to røvere i forbindelse med røveriet eller selve flugtbilen. Kontakt politiet på telefon 114.