Her er dommen
En advokat er netop idømt tre et halvt års fængsel for at bruge knap 7 millioner kroner af sine klienters penge
Gennem seks år blev den kvindelige advokat Tine Røhling betalt for at tage sig af afdøde personers pengesager - men undervejs stak hun næsten syv millioner kroner af de døde menneskers penge sine egne lommer. Nu er den 59-årige kvindelige advokat dømt for blandt andet særligt groft underslæb og skal tre år og seks måneder i fængsel.
Den nu tidligere advokat, som også blev dømt for særlig grov overtrædelse af bogføringsloven, blev samtidig frakendt retten til at drive advokatpraksis på ubestemt tid, oplyser Københavns Vestegns Politi.
Ifølge tiltalen brugte Tine Røhling næsten syv millioner kroner fra sit advokatfirmas klientkonto til driften i sin virksomhed samt til private formål. Svindlen foregik fra 2006 og frem til hendes advokatfirma gik konkurs i februar 2012.
Dengang holdt firmaet til i Søborg og forvaltede blandt andet dødsboer.
"Det er meget grov sag. Når man betror en advokat sine penge, skal man kunne stole trygt på, at alt er i de bedste hænder," siger advokaturchef Tine Ginnerup, Københavns Vestegns Politi.
Ifølge tiltalen var der så meget rod i Tine Røhlings firmaregnskaber, at hun heller ikke overholdt lovkravene om at føre bogholderi.
Københavns Vestegns Politi efterforskede sagen efter en anden advokat indgav anmeldelse. Han bestyrede advokatfirmaets konkurs og opdagede, at der manglede et stort beløb på klientkontoen og bogføring.
Eks-advokaten har under sagen nægtet sig skyldig, og har taget betænkningstid med hensyn til, om hun anker dommen.