Far kørte galt med tre børn på bagsædet
Mistede herredømmet over sin bil og endte på taget på en mark
En 36-årig mand fra Skævinge kørte lørdag eftermiddag ved 17-tiden galt med sine tre børn på bagsædet.
Den voldsomme ulykke skete, da manden ramte en bunke sten i vejkanten og mistede herredømmet over sin bil på Borupvej ved Gørløse i Nordsjælland.
Bilen fortsatte ud på en mark, hvor den rullede rundt og endte på taget, fortæller vagtchef Hans Jakob Reechendorff fra Nordsjællands Politi.
"Manden blev efterfølgende kørt til Rigshospitalets traumecenter, men jeg kender ikke hans tilstand. Hans tre børn slap heldigvis fra ulykken uden alvorlige kvæstelser", fortalte vagtchefen til Lokalavisen.dk søndag formiddag.
Politiet har helt rutinemæssigt udtaget en blodprøve på den 36-årige mand, der nu skal være med til at fastslå, om han var påvirket af alkohol, da han kørte galt.
Vagtchefen kender ikke børnenes alder.