Ung kvinde sparkede overfaldsmand i skridtet
Sparkede overfaldsmand så hårdt i skridtet, at han måtte tage flugten
En 19-årig kvinde tog sagen i egen hånd, da hun natten til søndag blev overfaldet af en ukendt gerningsmand på Gurrevej i Helsingør.
Den unge kvinde, der havde været en tur i byen, blev klokken 04.45 overfaldet bagfra af en mand, da hun gik ad Gurrevej.
Manden tvang kvinden ned på jorden, men det lykkedes hende på et tidspunkt at sparke ham så hårdt i skridtet, at han måtte opgive sit forehavende og tage flugten i en lille bil, der holdt parkeret i nærheden.
Kvinden beskriver manden som mellemøstlig af udseende, 28 til 35 år, kraftig af bygning og 175 til 180 centimeter høj. Han havde skægstubbe og var iført en tynd, sort regnjakke. Inde under jakken havde han en mørk trøje på.
Nordsjællands Politi vil meget gerne høre fra vidner, der har set eller hørt noget i forbindelse med overfaldet.
Kvinden ringede selv efterfølgende til politiet og anmeldte episoden. Hun kom heldigvis ikke til skade i forbindelse med overfaldet, oplyser Nordsjællands Politi.