Fortsæt til indhold

Filmet nedefra med mobil

Krimi
Jacob Nielsen

En mand så søndag formiddag sit snit til at belure kvinder, som var i færd med at prøve tøj i en dametøjsforretning i Lyngby Storcenter. Det oplyser Nordsjællands Politi.
Omkring åbningstid klokken 11 anmeldte en ung kvinde til Nordsjællands Politi, at hun, og en anden kvinde, kort forinden var blevet forulempet af en mand, som havde lagt sig på gulvet mellem prøverummene og filmet og taget fotos ind under forhænget.
Den 25-årige kvinde havde tidligere lagt mærke til manden, som gik frem og tilbage ude foran prøverummene. Hun havde troet, at han ventede på en kvinde, som var ved at prøve tøj, men pludselig lå han og filmede den 25-årige nedefra med sin mobiltelefon. Han nåede også at rette linsen ind under forhænget til en anden kvinde, inden han blev råbt an og flygtede fra stedet.
Gerningsmanden beskrives som: Mand, 30-35 år, 165-170 cm., østeuropæer af udseende, kraftig af bygning, hvid i huden med sort kort hår, iført sorte joggingbukser med hvide striber langs buksebenet, hvide kondisko med pink streg.
Kontakt Nordsjællands Politi på 1-1-4 hvis du har oplysninger i sagen.