Tog billeder med mobilen
En snarrådig kvinde fra Helsingør har sandsynligvis hjulpet politiet med at opklare en serie af blufærdighedskrænkelser, som er foregået i Helsingør og omegn den seneste tid.
Den 36-årige kvinde anmeldte tirsdag klokken 13:35, at hun kort forinden var kommet gående ad Sct. Anna Gade, da en bil var kørt op på siden af hende, og føreren havde spurgt om hjælp.
Da hun så ind gennem den nedrullede siderude, så hun, at føreren sad med sit erigerede lem og bad om hjælp til "arbejdet".
Bilen med føreren kørte videre med uforrettet sag, men da kvinden lidt senere så bilen med manden i igen, tog hun et foto af både bil og fører, og det skulle vise sig at være til stor hjælp for politiet, som hurtigt fandt frem til gerningsmanden - en 21-årig mand fra byen - som blev taget med på stationen.
"Der skal lyde stor ros til kvinden, fordi hun var så snarrådig at tage disse billeder. Uden dem havde vi ikke fundet frem til manden, som vi har valgt at sigte for flere forhold af blufærdighedskrænkelse end dette ene tilfælde. Han passer nemlig på signalementet af gerningsmanden til flere episoder her i området," siger pressekoordinator Henrik Suhr fra Nordsjællands Politi til Lokalavisen.dk.