Fortsæt til indhold

19-årig kørte galt, da edderkop landede i skødet

Krimi
Jacob Nielsen

Hvis du er en af dem, som er hunderæd for edderkopper, så kan du sikkert sætte dig ind i, hvorfor det endte så galt, som det gjorde, da en 19-årig mand fra Slagelse forulykkede i sin bil torsdag morgen.
Lidt før klokken otte kom manden kørende ad Gørlev Landevej mellem Gørlev og Kalundborg, da han opdagede en edderkop på solskærmen over forruden.
Da han er bange for edderkopper, forsøgte han at vifte den væk med hånden, men i stedet faldt den ned i skødet på ham. Han gik i panik og mistede herefter herredømmet over bilen, der kørte ind over en cykelsti, ramte et vejskilt og endte i grøften.
Heldigvis kom hverken føreren eller hans medpassager noget til ved uheldet, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.