Fortsæt til indhold

I fremtiden vanker der bøde

Krimi
Jacob Nielsen

Du kan ligeså godt få fastmonteret dine nummerplader med det samme. En ny lov, som træder i kraft den 15. november, gør det nemlig ulovligt at køre uden fastskruede plader.
Den nye lov er indført for at gøre livet surt for tyvene, som let kan afmontere nummerpladerne og bruge dem i forbindelse med benzintyveri eller anden form for kriminalitet.
I dag er nummerpladerne klipset fast, hvilket gør dem nemme af stjæle. Således fik over 20.000 danskere dem stjålet i 2012. Det er tre gange flere end i 2006.
Se tv-indslag: Sådan sikres din nummerplade mod tyveri

Udover at give tyven mulighed for at gemme sin identitet, giver nummerpladetyverierne også bilejerne en masse bøvl. Man kan ikke køre nogen steder, mens pladerne mangler, der skal hentes nye plader hos SKAT, og de koster 1.180 kroner, og samtidig kan du også bruge en masse tid på at besvare henvendelser om den kriminalitet, de stjålne nummerplader er brugt til – som benzintyveri, indbrud og andre tyverier.

Politiet hjælper dig

Nordsjællands Politi har tidligere haft stor succes med at hjælpe borgerne med at få fastmonteret deres plader, og nu er turen kommet til Københavns vestegn, hvor politiet hjælper med at skrue nummerplader fast på fredag, lørdag og søndag i Ballerup, Høje-Taastrup og Rødovre.
Se adresserne her:
- Fredag den 15. november kl. 14 - 17: Ballerup – Rådhusets p-plads (indkørsel fra Hold-An Vej).
- Lørdag den 16. november kl. 11 – 14: Høje-Taastrup – City 2’s p-plads (indkørsel fra Carl Gustavs Gade på City 2’s bagside).
- Søndag den 17. november kl. 11 – 14: Rødovre – Rødovre Centrums p-plads (indkørsel ved vandtårnet).
Gense tv-indslag>
Politiets nye våben: Bevæbnet med skruemaskiner
I ventetiden byder ordensmagten på en kop kaffe, småkager, reflekser til børnene og en snak om, hvordan du undgår indbrud.