Maskeret gaderøver fik solidt knytnæveslag i ansigtet af offer
En gaderøver som sammen med to andre forsøgte at røve en 24-årig mand i Helsingør fredag aften, endte med at få en på skrinet af offeret, som ikke mente, at banden skulle have lov til at sætte dagsordenen. Det oplyser vagchefen hos Nordsjællands Politi til Lokalavisen.dk.
Den 24-årige kom gående ad Gefionsvej - lige overfor Gurrevejens Skole i Helsingør - da de tre mænd, iført elefanthuer, sprang på ham.
Men da den ene røver tildelte manden 2-3 knytnæveslag på skulderen og forlangte at få hans penge udleveret, valgte den 24-årige at slå igen. Han plantede et solidt slag lige på næsen af røveren, hvilket fik de tre til at tage flugten. Slaget var så hårdt, at den 24-årige beskadigede to fingre på hånden.
"Man skal være varsom med at spille helt, da man risikerer at komme unødigt til skade. Som privatperson kan jeg dog godt sætte mig ind i den vrede, der kan opstå, når man bliver udsat for et røveri på åben gade, men man skal tænke sig godt om, inden man lægger sig ud med overfaldsmænd," siger vagtchef Ole Hestbæk fra Nordsjællands Politi på spørgsmålet om, hvad politiets holdning til selvtægt er i situationer som denne.
Signalementet af de tre mænd er sparsomt, men offeret har angivet, at de indbyrdes talte tyrkisk.