Fortsæt til indhold

Somalier truet på livet på asylcenter

Krimi
Arkiv

Et mindre drama udspillede sig mandag formiddag på Asylcenter Mandehoved ved Store Heddinge.
Kl. 10.23 anmeldte personalet fra asylcentret, at en asylansøger havde truet en anden asylansøger med en kniv.
Politiet kørte straks til stedet og anholdt en 26-årig mand fra Algeriet for trusler på livet.
Årsagen til truslerne var ifølge den forurettede – en 38-årig mand fra Somalia – at den anholdte var sur over, at den 38-årige dagligt gjorde rent, når den anholdte ville sove.
Dette havde medført flere trusler med kniv mod den 38-årige, som igen i går foran personalet blev truet med en kniv mod sin hals.
Den 38-årige led ikke nogen fysisk overlast ved truslerne, men var bange for sit liv.
Politiet har med assistance fra en tolk afhørt den anholdte, der tirsdag vil blive fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Roskilde.
pm