Sådan blev jeg udnyttet af pædofile
Den 36-årige radio-tv-montør, Kenneth Lyby fra Helsingør, blev noget forbavset, da han en søndag for en måneds tid siden åbnede sin firma-hjemmeside. I et "kommentar"-felt på siden lå der pludselig over 500 beskeder, og da Kenneth begyndte at læse dem, kunne han til sin skræk se, at de handlede om alt andet end radio-tv-spørgsmål. "Det gik hurtigt op for mig, at der var tale om samtaler mellem folk med pædofile tendenser. Folk som delte links og roste hinandens billeder og film. Der var ingen tvivl om, hvad de havde gang i, og det var meget ubehageligt," siger Kenneth, som sjældent benytter sin hjemmeside, da det meste af kontakten med kunderne foregår via facebook.
Kommentarerne, som ifølge en log havde ligget på siden i en uges tid, kom fra folk fra flere forskellige lande blandt andet USA, Rusland og Frankrig og Kenneth anmeldte hurtigt sagen til Rigspolitiets Nationale IT Efterforsknings Sektion, NITES.
Der skulle dog gå over en uge, inden han fik lov til at slette kommentarerne af politiet, og hver dag kunne han se, at der kom op mod 50 nye kommentarer på listen, så der til sidst var 735.
"Det var meget frustrerende at vente på at få grønt lys til at slette dem. Jeg er far til to og har nystartet virksomhed, så det er bestemt ikke noget, man har lyst til at blive sat i forbindelse med," siger han til Lokalavisen.dk.
Det viste sig, at hjemmesidens administrationsprogram var blevet hacket, og gerningsmanden havde åbnet for kommentar-panelet, som ellers tidligere var frakoblet.
Hos Rigspolitiets Nationale IT efterforsknings Sektion bekræfter man Kenneths anmeldelse, som man dog kun har set tre lignende sager af tidligere.
"Det er næsten umuligt for os at komme til bunds i den her type sager, hvor det går ud over såkaldte "gæstebøger" på mindre hjemmesider. Det er nemlig ofte såkaldte søgerobotter, der finder og angriber disse svagt beskyttede hjemmesider. Søgerobotterne kan være placeret overalt i verden, så det er kompliceret at efterforske disse sager", siger politikommissær, Flemming Kjærside, fra NITES til Lokalavisen.dk.
Han understreger dog, at det er vigtigt, at man anmelder denne type sager til politiet til vurdering, og derefter, efter aftale, får slettet indholdet.
Selvom de pædofile samtaler er væk fra AV Solutions hjemmeside, så har oplevelsen sat sine spor i Kenneth. Han kan nemlig se, at nogen har forsøgt at hacke sig til adgang igen - dog uden held.
"Jeg er blevet meget opmærksom og kontrollerer sitet hver eneste dag, og jeg vil råde andre, der har mindre hjemmesider, til også at tjekke aktiviteten på deres. Ifølge politiet så har de kriminelle sikkert allerede fundet en ny svag hjemmeside at angribe, og det kan være din, uden du ved det," siger han.