Bilist væltede på sort is
Glatføre var årsag til udrykning søndag morgen
En 63-årig kvindelig bilist blev tidligt søndag morgen kl 07.19 overrasket over den farlige, usynlige sorte is, som havde dannet sig på kørebanen på Randersvej rute 511 ved Leca-værket nord for Hadsten.
Kvindens bil skred ud og trillede rundt for at ende på hovedet i grøften. Tilsyneladende uden at kvinden kom tilskade.
Der blev tilkaldt ambulance og frigørelsesværktøj fra Hadsten Brandvæsen, der ankom sammen med indsatsleder Kurt Petersen, Favrskov Brandvæsen.
"Kvinden var kommet ud, da vi kom frem. Og hun havde fået et tjek i ambulancen, men ambulancefolkene frigav hende igen," fortæller indsatslederen.
Ifølge Østjyllands Politi var kvinden udover forskrækkelsen sluppet med mindre skrammer.
Kurt Petersen bekræfter, at det var meget glat søndag morgen.
"Og sort is er farligt, for den kan du ikke umiddelbart se," advarer han.
"Vi er jo på vej ind i den tid, hvor vejene kan være glatte."