Fortsæt til indhold

34-årig helt sparkede dør ind og hindrede brand i boligblok

Krimi
Jacob Nielsen

Det var 2. søndag i advent i den forgangne weekend, og dermed var der ild i to lys i adventskransene landet over. Det var der også i en 1. sals lejlighed på Ulrikkenborg Allé i Lyngby, hvor beboeren, en 40-årig kvinde, havde forladt sin lejlighed uden at slukke lysene.
Klokken 13:06 opdagede en 34-årig mand, som bor i bygningen overfor, at der var gået ild i hele kvindens adventskrans, som stod i vindueskarmen. Det oplyser politiassistent, Rene Letvad, fra Nordsjællands Politi til Lokalavisen.dk.
Manden skyndte sig over til lejligheden, hvor han måtte sparke døren ind, da ingen åbnede for ham. Han gik straks igang med at slukke ilden med vand fra køkkenet, og en nabo kom efterfølgende og hjalp til med en pulverslukker, inden brandvæsenets ankomst.
Med indsatsen bejler den 34-årige mand kraftigt til en heltedusør, når Nordsjællands Politi næste gang uddeler dusører til nordsjællandske heltegerninger. Manden har sandsynligvis forhindret at branden udviklede sig til en større brand i boligblokken.
Til gengæld blev den 40-årige kvinde, som havde forladt sin brædende adventskrans, sigtet for overtrædelse af beredskabsloven/brandlovgivningen, og kan i den forbindelse forvente en bøde, oplyser politiet. Der skete meget begrænsede skader på lejligheden.