Røg fra industribygning: Flere stationer sendt afsted
Der var låst, da brandvæsenet nåede frem.
Opdatering: Der bliver stadig arbejdet på stedet. »Udgravning/udkørsel af oplag fortsætter de næste mange timer,« oplyser brandvæsenet nu på Twitter.
Der er røgudvikling fra en industribygning på Kastrupvej ved Allingåbro.
Det oplyser vagthavende operationschef ved Østjyllands Brandvæsen Anders Ratchke til Lokalavisen.dk.
»Der er ingen flammer - det ser ud til, det kommer fra en form for oplag som træpiller eller lignende,« siger han.
Der er sendt folk fra stationerne i Allingåbro og Randers - og en indsatsleder til stedet.
I første omgang var der lidt problemer med at komme ind til bygningen, men det problem blev dog hurtigt løst.
»Så vi er i gang med slukningsarbejdet. Det er rimeligt udramatisk,« siger Anders Ratchke.
Melding om branden blev modtaget 07.06.