Død mand ved Hillerød Hospital var 60-årig hjemløs
60-årig mand, der blev fundet død, har flakket rundt i årevis i Hillerød og Allerød
Tim Panduro
Da de forrådnede rester af en mand blev fundet få meter fra en gangsti bag den psykiatriske skadestue i Hillerød stod politiet med en gåde: Hvem er manden?
Den gåde er nu blevet besvaret knap to måneder efter at liget blev fundet. Ifølge flere medier er der tale om en 60-årig mand, der som hjemløs har flakket omkring i Hillerød og Allerød i årevis.
Identifikationen skete ifølge Ritzau, fordi manden tidligere har været mistænkt for kriminalitet og derfor har afleveret en DNA-profil.
Manden lå død i mere end et år, inden han blev fundet af en beboer i området, der var på jagt efter en bortløben kat.