Fortsæt til indhold

Bodil mistede 12.550 kroner

12.550 kroner. Så meget betalte Bodil Egelund forud for materialer til en overdækket terrasse. Men materialerne er som sunket i jorden, det samme kunne siges om håndværkeren, som også brugte et ikke-eksisterende CVR-nummer

Krimi
Af Birgitte Masson

Bodil Egelund betaler ikke forud, næste gang hun skal have ordnet noget i hjemmet.
Det har nemlig lige kostet hende 12.550 kroner at løbe ind i en håndværker, som ønskede forudbetaling for materialerne.
For da hun havde betalt, kunne hun efterfølgende konstatere, at der ikke var så meget som skyggen af hverken materialer eller håndværker.

Kan kende forskel

Bodil har i et langt liv som revisor set både fejl og fup hos kunderne. Så hun mener selv, at hun kan kende forskel.
Hun har endda i adskillige sager samarbejdet med politiet, når de skulle opklare sager om bedrageri.
Derfor ved hun også, man skal være varsom med at beskylde nogen for bedrageri.
Ikke desto mindre mener hun, at dét, hun har oplevet i foråret, ligner det til forveksling:
"Jeg føler mig en smule dum, for som tidligere skatterevisor, hvor jeg blandt andet beskæftigede mig med økonomisk kriminalitet, burde jeg måske have været mere på vagt, men som udgangspunkt stoler man jo på folk," siger Bodil Egelund.

J.K. pressede på

Bodil Egelund havde skrevet til tre forskellige håndværkere, som skulle give et tilbud på overdækningen.
Hun var faldet over annoncen for firmaet Team24/7 i Lokalavisen, og da J. K. fra firmaet var meget vedholdende, så besluttede hun sig for, at han skulle have opgaven.
"Da han kom hjem til mig for at tage mål til overdækningen, havde han en gravid kvinde med. Det husker jeg gjorde positivt indtryk på mig. Jeg tænkte, at sådan et ungt par ville jeg gerne hjælpe."
Bodil Egelund husker efterfølgende, at J.K pressede hårdt på for at lave en aftale med hende.
'Du må forstå, at jeg også har andre kunder, så jeg kan ikke blive ved med at lade pladsen stå åben for dig', havde han i følge Bodil Egelund sagt til hende.
Da hun havde accepteret tilbuddet, fortalte J. K., at han ville bestille materialerne, men at hun skulle betale for dem, inden de kunne blive leveret.

Hørte ikke en lyd

De 12.550 kroner blev derfor indbetalt til en konto i Danske Bank. Kontooplysningerne fik Bodil Egelund pr. sms en fredag aften. Hun overførte pengene i løbet af weekenden med virkning den 13. maj.
"Den 22. maj skulle materialerne leveres. Men da jeg ikke får materialerne, og han heller ikke dukker op den dag, så ved jeg, at der er noget galt. Faktisk skulle han allerede have været mødt i pinsen, hvor han ville starte med at rive det gamle cykelskur ned."
Bodil Egelund finder senere ud af, at J. K's CVR-nummer ikke findes i virksomhedsregisteret, og på adressen er der i følge hende ingen virksomhed ved navn Team 24/7.
På dét tidspunkt indser Bodil Egelund, at hun nok aldrig kommer til at se penge eller håndværkeren igen, og bestiller en ny virksomhed til at udføre opgaven.