"I må få mit hus og min kone"

Med vand til knæene har vi i tyve minutter vadet gennem vandet og lagt stranden ved Kulhuse bag os.
Kalenderen siger sidst i juni, og vi har været heldige at ramme en dag, hvor solen skinner fra en skarp, skyfri himmel.
"Velkommen til min ø", udbryder Grethe Marup med begejstring i stemmen, akkurat som vi sætter foden på land.
Man fornemmer, at den 75-årige kvinde, og tidligere operationssygeplejeske, har glædet sig til at udbryde dette, som er det fire ord, hun aldrig bliver træt af at sige.
Og det er Grethes ø, vi er kommet til. Alholm hedder den ubeboede ø, der er omgivet af knap 2 km kystlinie og som ligger i Isefjordens nordlige ende lidt sydvest for Kulhuse.

Ville bygge i to etager

Det var oprindeligt Grethes far Ludvig Marup, kaptajn i Det Østasiatiske Kompagni, som i 1939 købte Alholm. Han beplantede øen med fyrretræer, og planen var, at han ville bo derude, når han blev pensioneret fra sit job i Thailand.
"Min far havde fået en arkikekt til at tegne et to-etagers hus, som skulle bygges i røde mursten. Byggetilladelsen havde han også fået, ja, der blev naturligvis også tegnet en bro og lavet en aftale med KTAS og NESA om at føre ledninger langs broen," Grethe standser lidt forpustet op, så peger hun i retning mod det sted, hvor huset skulle have ligget.
Næsten helt ude på Alholms vestligste spids havde den aldrende kaptajn udset sig. Der ville han tilbringe sit otium. Men sådan skulle det ikke være.
"Min fars drøm brast, for det viste sig, at broen ville blive dyrere at bygge end huset, så han købte Hjortegården ikke så langt herfra i stedet for," siger Grethe.
Men et sommerhus på øen det ville han have. Ludvig Marup købte derfor en hytte på Kalvøen i Frederikssund, med stue, køkken og et lille værelse. Huset blev fragtet til Alholm ved, at man skilte det ad, og transporterede det på hestevogn.
"Der var bare det lille problem, at min far havde glemt at søge om tilladelse til at opføre et sommerhus på øen. Men den fik han efter at have inviteret sognefogeden på ål, øl og snaps", Grethe griner muntert.

Barndommens somre

Som vi kommer længere ind på øen, ser man, at den flere steder er tæt bevokset med en tjørnelignende busk. Grethe fortæller, at Nationalmuseet for mange år siden plantede busken, for at beskytte den køkkenmødding som vidner om, at der også har boet vikinger på Alholm.
Mens vi går, afløser den ene historie den anden. Ja, faktisk ryster Grethe dem ud af ærmet, og man fornemmer tydeligt, at denne ø har været omdrejningspunktet i hendes liv. Fra barndommens somre og op gennem Grethes voksentilværelse, hvor hendes egen familie fik oplevelser der tog afsæt fra Alholm.
"Fra mine børn var små, tog vi ofte herud og boede i huset. Vi satte åleruser ud, det var en ren luksus at spise stegt ål hver dag, og fordi øen var vores, gav det os ret til at fange ål derude," fortæller Grethe. Hun fisker et tæppe op af rygsækken, og smider det i græsset.
Fra øens sydside, hvor der er udsigt mod Orø i det fjerne, Kyndbyværket og Odsherred mod vest, sætter Grethe sig for at fortælle videre.

'Kan vi ikke få noget ro her'

Omgivet af hybenbuske, nåletræer og masser af vilde blomster rammes vi af stilheden, som omgiver os. Alligevel har der ikke altid været lige fredeligt på Alholm.
"Nogle mennesker er ikke klar over, at øen er privatejet. Derfor henvender jeg mig altid, hvis jeg møder nogle herude. Heldigvis er de fleste venlige, men jeg er indimellem ude for, at folk ikke tror på mig, når jeg fortæller, at de er på en privat ø."
Ifølge Grethe er der mennesker, som beder hende om at tage hendes hunde i snor.
"'Kan vi ikke få noget ro, jeres hunde larmer', eller 'kan du ikke lige kalde din hund til dig'. Sådanne ting får jeg nogle gange at vide, og så er det altså, at jeg skal passe på ikke at puste mig op."
Grethe smiler. Men smilet blegner en smule, da hun kommer ind på, hvordan hendes fars sommerhus blev ødelagt.
"I starten af halvfjerdserne gik folk ud på øen. De ødelagde alting. En dag var vores jolle forsvundet. I starten reparerede vi det ødelagte, skiftede vinduerne, dørene og erstattede tingene, men efter få år opgav vi og satte øen til salg."
Salget gik dog i vasken, og det er Grethe i dag lykkelig for.
"Vi fandt ud af, at vi skulle betale 65 pct i kapitalvindingsskat, og så fortrød vi. Men en mand fra Hundested havde i mellemtiden forelsket sig i øen og tanken om, at den måske kunne blive hans, til sidst var han så desperat, at han sagde: 'I må få mit hus og min kone, bare jeg må købe øen," Grethe griner.
Familien beholdt øen, men bestemte sig for, at de fremover ikke ville bygge noget på den, som kunne blive ødelagt.
"Jeg har senerehen prøvet at sætte en campingvogn herud, men inden der var gået tre uger, var den også smadret."

Forsøgte dyrehold på øen

Grethe har lagt de dårlige minder bag sig.
Grethes søn Bo har videreført traditionerne, og besøger indimellem øen med hans familie. Grethe selv ynder at tage derud med venner og bekendte - og naturligvis hendes hunde.
"Jeg er så privilegeret at have dette sted. Mine børn har stavret rundt herude, min datter har redet her på øen, det har jeg i øvrigt også. Jeg elsker virkelig naturen, og det dyreliv her er. En dag kom en ræv så tæt på, at den spiste af min hånd. Der er ikke så meget føde herude, så den har naturligvis været sulten. Man kan også være heldig at se sæler ligge på stenene ude på den yderste spids på tangen."
Omkring århundredskiftet gik der køer på Alholm. Der har også været hønsehold, som dog ikke eksisterede længe, for ifølge Grethe endte det altid med, at hønsene blev ædt af ræven.
Den tidligere ejer af Alholm Christiani fra Baunehøj forsøgte sig med får, men de blev stjålet. Siden holdt han kaniner, der dog blev til dværgkaniner, fordi de blev indavlet.
Grethes far forsøgte sig med kartofler, hvilket heller ikke lykkedes, for mosegrisene tog for sig af retterne.
I dag ligger Alholm stille hen, som Grethes helt egen smukke, naturskønne plet i Isefjorden.