Fortsæt til indhold

Dyrplagere slog svaneunge ihjel foran badegæster

Flere borgere og badegæster i Hyllingeriis så bestyrtet til, da to drenge plagede en svaneunge, til den døde. Dyrenes Beskyttelse har udlovet en dusør til folk, der kan identificere dyrplagerne

Krimi
Kristina Schønnemann

Badestemningen ved Hyllingeriis Strand blev fuldstændig ødelagt onsdag eftermiddag, da to unge mænd slog en svane ihjel midt på Roskilde Fjord mellem Hyllingeriis Strand og Jyllinge.
"Det var jo forfærdeligt at se på," lyder den korte melding fra Bjarne Hansen, der sammen med en lille håndfuld andre blev vidner til, hvordan en jolle med påhængsmotor satte kurs direkte mod en svanefamilie.
Jollen skabte vild forvirring hos svanerne, der kæmpede for at flygte, mens de samtidigt prøvede at beskytte deres unger. Ifølge Bjarne Hansen var det to unge mænd eller drenge, der sad i båden.
"De udvalgte en enkelt svane, og så for de rundt om den og forsøgte at få ram på den med båden. Så tog de årene og slog efter den," siger Bjarne Hansen.
Det overlevede svaneungen ikke, og Dyrenes Beskyttelse er oprørte over den brutale aflivning.

En grov aflivning

"Rent juridisk og firkantet er det et groft brud på dyreværnsloven, hvor man ikke må udsætte dyr for unødvendig lidelse og angst. Vidner siger, at optrinnet varede 15 minutter, så svanen har haft en virkelig lang kamp om livet, og til hvad grund," spørger Anne Bjørnstrup, kredsformand i team Holbæk, der var den nærmeste kredsformand i Dyrenes Beskyttelse, som var på vagt den pågældende onsdag.
Anne Bjørnstrup tilføjer, at forbrydelsen ikke bliver mindre af, at svanen er en fredet fugl og tilmed Danmarks nationalfugl.

Vidner fandt jolle

Flere af vidnerne trak i tøjet for at finde frem til, hvor jollen blev lagt til land. De fandt jollen ca. 300 m fra badestedet, men de unge drenge var flygtet.
Dyrenes Beskyttelse har sat en dusør på 1.000 kroner til den person, der kan kaste lys over identiteten på de gerningsmænd, der slog det unge dyr ihjel.
"For mig er det vigtigt, at der bliver sat fokus på det her. Så selv hvis det ikke lykkes at få fat i de to drenge, så skal de gerne høre om det og sidde med røde ører og dårlig smag i munden. Og næste gang tænker de sig forhåbentlig om en ekstra gang," siger kredsformand i Dyrenes Beskyttelse Anne Bjørnstrup.
Foreningen har netop overdraget nyt billed- og videomateriale, som badegæsterne har optaget, videre til Nordsjællands Politi.