Autoværksted i flammer udviklede giftig røg
Et autoværksted i Albertslund udbrændte natten til søndag. Intet tyder på den er påsat
En voldsom brand hærgede natten til søndag et autoværksted på Holsbjergvej. Branden udsendte kraftig røg i flere timer, og beboere i et større område blev bedt om at holde sig inden døre.
Branden brød ud lidt over midnat, og omkring en time senere havde brandvæsenet kontrol over flammerne. Ilden blev dog først slukket omkring klokken 3, hvor advarslen til beboerne også blev afblæst. Ingen er kommet til skade, men værkstedet, der tilhører Globex ApS, er totalskadet.
"Branden er formentlig opstået i en parkeret lastbil på stedet. Der er intet der tyder på at den var påsat", siger vagtchef Jens Møller fra Københavns Vestegns Politi.
"Det var en ret voldsom brand. Den udviklede sig meget voldsomt."
Han forklarer, at man bad beboerne i de nærliggende områder, primært omkring Albertslund Station og øst og sydøst for Holsbjergvej om at holde sig inden døre og lukke døre, vinduer samt eventuelt ventilation.
Politiet opfordrede desuden beboerne til at søge læge, hvis man fik det dårligt eller indåndede røgen.
Beredskabet fik assistance fra både Hvidovre og København til slukningen.
Se video fra branden her. Den er optaget af fotograf Mathias Øgendal.