Fortsæt til indhold

"Vi tager det meget alvorligt"

Vi skal nok få løst problemerne, fastslår centerchef

Krimi
Martin Warming

Hos Furesø Kommune forklarer Peter Rosgaard, der er centerchef i Center for borgerservice og kultur, at kommunen tager de mange hærværkssituationer ved Værløse Boldklub og Værløse-Hareskov Tennisklub meget alvorligt.
“Vi er selvfølgelig lige så kede af det, som de to klubber er, men på den anden side skal de unge have lov til at samle sig og hygge sig ved vores idrætsanlæg, så længe det foregår på en ordentlig og sober måde - og så længe de ikke øver hærværk på vores ejendomme,” siger centerchefen.
Læs også: Klubber hårdt plaget af sommer-hærværk

Indtil videre er kommunens servicevagt og SSP-medarbejdere blevet bedt om at holde et vågent øje med området omkring de to klubber.
“Både servicevagten og vores SSP-medarbejdere kører forbi området lidt oftere, og så har vi foreslået de to klubber, at vi gerne vil kigge på en ordning, hvor vi stadig lader de unge mennesker mødes og samles på stedet, men hvor servicevagten og SSP-medarbejdere kører ud og lukker festen ned ved midnat, hvis det er nødvendigt”, forklarer Peter Rosgaard, der understreger, at kommunen ikke forsøger at løbe fra sit ansvar.
“Det er helt klart en kommunal opgave, og det er noget, vi nok skal sørge for at få løst. Det handler også om at komme i dialog med de unge og sikre sig, at de ikke laver hærværk og husker at rydde op efter sig”, siger han.