Indbrudstyv stjal armbåndsur til 250.000 kroner
Martin Warming
En indbrudsyv slap torsdag væk med et særdeles værdifuldt armbåndsur i forbindelse med et indbrud i en villa på Banevej i Charlottenlund.
Den indtil videre ukendte gerningsmand skaffede sig i tidsrummet mellem klokken 11 og 19 adgang til villaen ved at opbryde et vindue. Her stjal han blandt andet et Patek Phillippe armbåndsur til en værdi af 250.000 kroner, oplyser Nordsjællands Politi til Lokalavisen.dk.
Derudover blev der også stjålet ringe, et kamera, en Louis Vuitton-taske og flere iPads.
Politiet har sikret flere spor på stedet, og håber på, at de kan føre dem til gerningsmanden, fortæller vicepolitikommissær Finn Janniche.