Helikopter og hunde søger efter bortgået mand
Helikopter og hunde søger langs Vadehavet efter bortgået mand fra Aarhus-området.
Syd- og Sønderjyllands Politi leder i øjeblikket med hunde og helikopter efter en 47-årig mand. Østjyllands politi har tidligere efterlyst den 47-årige, som har forladt sit hjem i Højbjerg ved Aarhus den 11. december i deprimeret sindstilstand.
Natten til mandag blev mandens bil så fundet på Skiffervej lige nord for den lille by Hjerpsted ud til Vadehavet. Området ligger på fastlandet syd for Rømø.
Derfor har Syd- og Sønderjyllands Politi ledt med hunde langs kysten og i det kystnære område, og en helikopter har også været sat ind. Indtil nu uden resultat.
Den 47-årige beskrives som:
· Dansk,
· 193 cm høj og slank,
· Tyndt kortklippet hår med skaldet plet på baghovedet.
· Iført en lang blå frakke, sorte lærredsbukser og blå gummistøvler med hvid kant.