Mere end hundrede effekter fundet
De seneste uger har rigtig mange beboere i især Strandhuse ved Kolding haft besøg af indbrudstyve. Efter længere tids efterforskning kunne politiet anholde og sigte to personer som er mistænkt for at stå bag en del af indbrudene.
De to mænd der er henholdsvis 17 og 19 år blev anholdt i den enes lejlighed, og her fandt politiet mere end 100 effekter der stammer fra forskellige indbrud. Der er fortrinsvis tale om elektronik og smykke.
"Hvis man har haft indbrud i de seneste uger, vil vi gerne opfordre folk til, at vente med at kontakte os. Vi har endnu ikke overblik over kosterne fra indbrudene og vi skal nok kontakte folk, når vi kommer dertil", lyder det fra lokalpolitiet.
Da de to mænd er helt ukendte for politiet er de foreløbig blevet løsladt igen, de er sigtet for indtil videre 15 forhold, men det tal kan meget vel vise sig at blive højere.