Tandløs mand inviterede 12-årige tvillinger på dna-test og bakkentur
Et 12-årigt tvillingepar fik en noget aparte oplevelse, da de mandag eftermiddag ventede på bussen ved Grønnevang Skole. De to - en dreng og en pige - blev antastet af en midaldrende herre, der fortalte, at han stillede sig tvivlende overfor de tos slægtsskab. Pigen var noget kønnere end drengen, mente han, og han tilbød galant at følge de to til hospitalet, så de kunne få foretaget en dna-test.
Børnene afslog tilbuddet, men manden lukkede ikke for gavmildheden af den grund. Han inviterede drengen på en tur på Bakken - uagtet at forlystelsesparken først åbner på torsdag. Pigen fik også et tilbud: Hun kunne få lov til at sidde på skødet af manden. Sidstnævnte tilbud blev ifølge Henrik Sejer fra Nordsjællands Politi i Hillerød gentaget flere gange.
Børnene afslog klogeligt, og sørgede for at sætte sig bagerst i bussen, da den kom. Manden steg også om bord og satte sig ved siden af en dreng på tvillingernes alder, har de fortalt.
Børnenes far anmeldte efterfølgende episoden, der fandt sted omkring klokken 15.45.
Politiet vil gerne i kontakt med manden - der ikke brudt loven i forbindelse med episoden. Han beskrives som værende usoigneret, 50-60 år gammel og dansk. Han er rynket, har hvidt hår og en lys stemme. Han mangler desuden to fortænder og har lange sorte hår i næsen, har børnene fortalt.
Politiet kan kontaktes på 1-1-4.