Fortsæt til indhold

Voldsom brand hærgede lejlighed

Stor ros til borger, som sørgede for at få folk væk fra brændende lejlighed, lyder det fra Egedal Brandvæsen

Krimi
Af Mette B. Sørensen

En lejlighed på Rørsangervej i Ølstykke brød kl. halv elleve onsdag aften i brand.
"Det brænder kraftigt, da vi kommer frem," siger Thomas Emil Hammerum, viceberedskabschef hos Egedal Brandvæsen og fortsætter
"Men da sprøjten kommer, får vi hurtigt slukket branden."
Det viser sig, at der er gået ild i elektriciteten omkring en vandvarmer i lejligheden, fortæller viceberedskabschefen, som udtrykker stor ros til beboeren i den brændende lejlighed.
"Beboeren havde en røgalarm som virkede, og han var meget hurtigt til at få de andre i lejlighedskomplekset ud. Det var et farligt tidspunkt branden opstod på, fordi der på det tidspunkt er mange, der ligger i deres seng, og måske ikke opdager røgen og derfor kan blive røgforgiftet. Han gjorde det godt og reagerede fornuftigt, og endnu engang har en røgalarm vist sig at kunne redde liv," siger Thomas Emil Hammerum, som kan fortælle at ingen mennesker kom til skade under branden.
Til gengæld ligger der et stort genopretningsarbejde forud, før lejligheden igen er beboelig
"Hele lejligheden er kraftigt brand-, vand- og røgskadet og resten af bebyggelsen fik lettere røgskader," siger viceberedskabschefen.