Fortsæt til indhold

Gemte 6.000 kroner i sin bh

En 19-årig kvinde er fængslet for at stjæle fra sine klienter

Krimi
Annette Houman

En 64-årig kvinde fra Hellerup oplevede forleden at få frastjålet 6.000 kr. af sin hjemmehjælper.
Kvinden havde været en tur i banken for at hæve de mange kontanter, men da hjemmehjælperen, som kom fra et privat firma, havde været hos hende senere på dagen, manglede pengene.
Takket være en hurtig politiindsats, hvor betjente mødte op på det private firmas adresse i Værløse, lykkedes det at træffe den 19-årige og finde pengene, som hun ellers havde forsøgt at skjule i sin bh, og hun blev anholdt.
Det viste sig, at den anholdte havde seks andre verserende sager om tyveri fra ældre og misbrug af Dankort, og mens politiet var til stede, blev der tilfældigvis leveret varer på adressen til den anholdte - varer, som var købt og betalt med andres kreditkortoplysninger, fortæller vicepolitikommissær Finn Duris, Nordsjællands Politi.
Den 19-årige kvinde er nu fængslet for fire uger.