Fortsæt til indhold

Alle fire mistænkte for studenter-overfald anholdt

Én meldte sig frivilligt og snart efter havde Københavns Politi anholdt i alt fire unge mænd, som i dag fremstilles i grundlovsforhør. De er mistænkt for at stå bag overfaldet fredag i sidste uge på en 18-årig student fra Fredensborg

Krimi
Af Niels Idskov

Der gik ikke ret lang tid fra billederne blev udsendt, og til at de fire unge mænd kom i politiets varetægt. Vi taler om overfaldet på den 18-årige Fredensborg-student og om overvågningsbilleder af fire mulige overfaldsmænd, som politiet sendte ud onsdag eftermiddag, og som Uge-Nyt viderebragte her på hjemmesiden.
De to første blev anholdt tidligt onsdag aften, heraf havde den ene meldt sig frivilligt, og senere blev de to andre efterlyste også anholdt.
Overfaldet på den 18-årige nyudklækkede Fredensborg-student skete fredag aften, da han var på vej i byen for at fejre det sammen med nogle kammerater. Overfaldsgruppen isolerede studenten og holdt de andre væk. De kastede sig ind i den 18-årige og slog på ham, ligesom han måske også blev sparket på. Det ser ud som om, at de straks havde udpeget ham – efter i øvrigt at have generet andre passagerer på Nørreport Station ved bl.a. at hælde øl ud over dem.
Politiet har nu både overvågningsbilleder og vidneudsagn at holde sig til. Tre af de fire anholdte er under 18 år, mens den fjerde er over 18 år. De fremstilles alle i grundlovsforhør i dag.
Den 18-årige student fra Fredensborg blev på Rigshospitalet opereret for blødninger i hjernen. Han var lagt i kunstig koma, som han kom ud af i forgårs. Han meldes i svag bedring.