Fortsæt til indhold

Voldssigtet mand truede sin ekskone

En 27-årig mand fra Hillerød truede mandag sin ekskone ved retten på Søndre Jernbanevej - også hans bror blev anholdt

Krimi
Tim Panduro

Ægteskabet blev både kort og tilsyneladende ulykkeligt for en 21-årig kvinde og en 27-årig mand fra Hillerød.
Blot seks uger varede det, fra parret blev gift, og til skilsmissen blev sat i gang. I den mellemliggende periode nåede den 27-årige, ifølge politikommissær Henrik Sejer fra Nordsjællands Politi i Hillerød, at blive sigtet for vold mod sin hustru.
Mandag mødtes de to i civilretten i Hillerød for at få styr på bodelingen efter det kortvarige ægteskab.
Tilsyneladende løb temperamentet igen af med manden, da han havde fulgt sin hustru ud til parkeringspladsen bag retten.
"Han førte en finger hen over struben foran hende", fortæller Henrik Sejer.
Det førte til, at politiet blev tilkaldt, og den 27-årige blev anholdt. Også mandens bror, der var med, blev anholdt.
"Han kiggede ind i bilen, og hans tilstedeværelse virkede truende. Derfor blev han også taget med på stationen", siger Henrik Sejer.
Den 27-årige blev på grund af den tidligere, ikke afgjorte, voldssigtelse sigtet for vidnetrusler.
Han fremstilles i grundlovsforhør senere i dag.