Fortsæt til indhold

Hjemmerøver "forklarede" sig til offeret

68-årig mand truet med pistol i sit hjem til at udlevere penge til mand, der skyldte penge væk

Krimi
Jeppe Rafn

En mand på 68 år blev onsdag klokken 19.55 udsat for et hjemmerøveri i sin lejlighed på Horsensvej i Vejle overfor Stadion Allé. Det oplyser Vejle Lokalpoliti. Manden sad i en stol og så TV, da der kom en maskeret mand ind i lejligheden af den ulåste dør.
Røveren havde en kraftig strømpe trukket ned over hovedet og var bevæbnet med en pistol eller lignende genstand. Han gik hen til beboeren i stolen og sagde "det er et røveri, jeg skal bruge 5.000 kroner." Røveren sagde, at han skyldte penge væk, og på et tidspunkt sagde han, at han kunne nøjes med 1.000 kroner.
Den ældre beboer fandt 200 kroner frem, men det var gerningsmanden ikke tilfreds med, og det endte med, at han fik yderligere 1.500 kroner, oplyser politiet.
Offeret har beskrevet hjemmerøveren som en cirka 30 år gammel dansk mand, der var stor og kraftig og havde camouflagebukser på.
Politiet har desuden talt med en kvinde, der bor i en nærliggende opgang. Hun var udenfor at ryge og bemærkede en yngre mand på cirka 20-25 år med afrikansk udseende, som optrådte "mistænkeligt." Da han fik øjenkontakt med kvinden, løb han væk og sprang over et plankeværk.
"Det lyder jo ikke umiddelbart som den samme mand, som offeret har beskrevet, men det kan være den samme, fordi han jo var maskeret med en strømpe over hovedet," siger vicepolitiinspektør Carsten Thostrup, Vejle Lokalpoliti.
Politiet vil under alle omstændigheder gerne tale med den mand, som vidnet har set.