Stof-tip: Finder hash og pulver i lejlighed
Politiet blev tippet - og det var et tip, der havde noget på sig.
For det meste ånder der fred og idyl i Ebeltoft på Djursland, men torsdag var en noget begivenhedsrig dag i byen, og ikke nødvendigvis en god en af slagsen.
Torsdag eftermiddag tog nærpolitiet i Ebeltoft kontakt til en person på en adresse i byen, da Østjyllands Politi havde modtaget et tip om, at vedkommende solgte stoffer fra adressen.
Det oplyser Østjyllands Politi i sin døgnrapport.
Ved politiets ankomst til stedet blev der under en ransagning fundet flere ulovlige stoffer i form af nogle plader hash med en samlet vægt på flere hundrede gram samt en del poser med noget hvidt pulver.
Den 30-årige mandlige beboer blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.
Senere samme dag, eller rettere nat, nemlig klokken 02.05 mellem torsdag og fredag, blev en 39-årig mand anholdt, da han i spirituspåvirket tilstand kom kørende i bil på Digtervænget i Ebeltoft.
Han blev desuden sigtet for at køre bil i påvirket tilstand af euforiserende stoffer samt for at være i besiddelse af en mindre mængde hash.