5.000 børn skal lære at redde sig fra flammerne
Vejle Brandvæsen vil lære børnehavebørn om sikkerhed og brandslukning
Over 5.000 børn skal lære at redde sig fra flammerne.
I den kommende tid vil alle børnehavebørn i Vejle Kommune nemlig modtage undervisningsmaterialet ”Glød & Flamme” fra Vejle Brandvæsen.
Over halvdelen af børnene mellem tre og fem år ved ikke, hvad de skal gøre, hvis det brænder. Det viser en undersøgelse for Børneulykkesfonden. Og det er derfor, brandvæsenet rykker ud med information til alle kommunens børnehaver. Også de private og selvejende, fortæller beredskabsinspektør Bo Gøgsig.
”Konceptet har til formål at lære børnene om brandsikkerhed gennem lege og lærringsplancher,” siger han.
Gennem det pædagogiske materiale, der er udviklet af Børneulykkesfonden, bliver børnene præsenteret for figurerne Glød og Flamme, og sammen tager de ud med 'Ildefanten' for at slukke ild.
”Glød & Flamme” giver således personalet i børnehaverne mulighed for at gennemføre et temaforløb med lege, aktiviteter og samtaler, der på en sjov og kreativ måde lærer børnene om blandt andet røgalarmer, 1-1-2 alarmopkald, og hvorfor de skal have respekt for ild.
Den nye kampagne kører sideløbende med, at Vejle Brandvæsen fortsætter Bamses Brandskole, som retter sig mod de 9-10-årige børn, der går i tredje klasse.
Brandskolen betyder, at eleverne får en dag på brandstationen med undervisning og demonstrationer af røgdykkerudstyr og ildslukkere. De får også selv lov at slukke ild, ligesom de får undervisningsmateriale med hjem.
”Det er vores håb, at eleverne efter at have været på brandskolen går hjem og viderebringer den læring, de har fået,” siger Bo Gøgsig.