Fortsæt til indhold

Efterlyst italiensk mand stjal sodavand i Vrold

En 29-årig italiener, som har været efterlyst i af sin familie i to måneder, fundet i Vrold

Krimi
Af Jonas Wrede Hansen

“Ciao,” blev der muligvis sagt et par gange mandag aften på Bytoften i Vrold. Her luskede der nemlig en italiensk mand rundt, som nogle vidner syntes, opførte sig mistænkeligt, og så havde han i en garage stjålet en sodavand.
?En politipatrulje blev derfor tilkaldt. Da de nåede frem erkendte manden at have stjålet sodavanden og fortalte, at han gerne ville betale for den, men han havde ikke penge til det.
Derfor blev manden anholdt og sigtet for tyveri. Det oplyser politikommissær Torben Rungstrøm fra Lokalpolitiet i Skanderborg, som fortæller, at patruljen efterfølgende tjekkede op på manden i deres system, og her kunne de se, at han for et par måneder siden blev efterlyst af sin familie i Italien.
“Han var gået væk fra sin familie for to måneder siden, så der var derfor blevet lavet en international efterlysning på ham,” fortæller Torben Rungstrøm.
Derfor er manden nu blevet placeret et sted i Jylland, imens familien er blevet kontaktet og har fået at vide, hvor han befinder sig.
“Han er frivilligt gået med til, at han overnatter et sted og bliver hentet af familien,” fortæller Torben Rungstrøm.
Den 29-årig italienske mand har ikke begået andre kriminelle ting i Danmark, imens han har været efterlyst af sin familie.