Fortsæt til indhold

Tricktyve fulgte efter kvinde hjem

Tricktyve løs i Trekantområdet. En kvinde mødte dem i sin garage

Krimi
Peter Friis Autzen

Tricktyvene bliver tilsyneladende mere og mere frække. I hvert fald oplevede en kvinde fra Vonsild ved Kolding lørdag eftermiddag, at hun blev frastjålet sit dankort. Ikke mens hun var ude at handle, men derimod derhjemme.
Ifølge vagtchef Søren Løvendahl ved Sydøstjyllands Politi havde kvinden været ude at handle hos Føtex, hvorefter en nabo kørte hende hjem til Vestervænget.
Derhjemme blev hun kontaktet af to ret små mænd. Den ene stod pludselig i hendes garage og spurgte om vej.
"Det er en metode, vi har set mange gange før - man spørger om vej og forvirrer offeret, mens man stjæler," siger Søren Løvendahl. Dog er det ret usædvanligt, at tyvene følger med offeret helt hjem.
Kvindens dankort blev stjålet fra hendes taske. Men tyvene lod kontanter og andre værdier ligge. Kun dankortet blev stjålet. Tyvene må formodes at have afluret hendes pinkode, mens hun handlede i Føtex.
Efterfølgende satte de to mænd sig ind i en muligvis svensk indregistreret Citroën C4 eller C5. Begge mænd var østeuropiske af udseende og cirka 45 år. Den ene beskrives som cirka 170 centimeter høj, mens den anden var omkring 160 centimeter.
"Vi har set en del tricktyverier i hele området de seneste dage. Tyvene ser ud til at være mobile. Der er kun én måde at beskytte sig på, og det er altid at dække over sin pinkode," siger Søren Løvendahl.