Den dør efter sandsugning
Der er intet liv i sandsugningshullerne på bunden af Øresund, fastslår havbiolog
Havbunden i sandsugningshullerne ude i Øresund ligner et månelandskab. For der er intet liv på bunden af hullerne. Det fastslår havbiolog, Lars Anker Angantyr fra Vedbæk Sportsdykkerklub, efter han torsdag var sammen med et hold dykkere på Øresund for at inspicere forholdene på havbunden i indvindingsområdet sydøst for Vedbæk.
Og Lars Anker Angantyr er ikke i tvivl om, hvilke konsekvenser sandsugning har.
"Havbunden er helt død, der er ingen ilt dernede, og man kan se, at der er iltsvind og ingen anden liv end svovlbakterier. Normalt er der jo masser af liv på havbunden, men der er helt dødt på bunden af sugehullerne," siger han og fortsætter:
’Skraldespande’
"Hullerne fungerer i princippet som en slags skraldespande, hvor ålegræs, tang og døde dyr falder ned og ligger og rådner. Der er ingen gennemstrømning af frisk vand i hullerne, og der går ikke lang tid, inden ilten er helt væk i et sugehul," siger han.
Greenpeace: Klager over sandsugning ignoreres
Ifølge Lars Anker Angantyr kan hullerne være mere end 100 meter i diameter og enkelte huller i Nivå Bugt er over 50 år gamle og stammer fra dengang, man byggede Strandvejen.
Bliver ikke udjævnet
"Vi kan se, at nogle af de gamle Skovshovedhuller samt hullerne ved Disken og Vedbæk kan være op mod 10 meter dybe. Og man gør ikke noget for at reetablere hullerne," siger han og tilføjer:
"Man har nok troet, at bundstrøm og de store storme ville hvirvle sandet så meget op, at det ville udjævne hullerne over tid. Men det har vist sig med tiden, at det ikke sker," siger han.
Ifølge Lars Anker Angantyr vil det være meget dyrt at genskabe havbunden:
"Man kan kun genskabe havbunden ved at fylde hullerne op med sand igen. Men det er meget bekosteligt," siger han og spørger:
"Og hvor skulle man så tage det sand fra? Frem for at ødelægge mere af Øresund burde der være meget mere fokus på at bevare den unikke natur. Der er en utrolig flot og meget varieret natur i Øresund,” siger han og tilføjer:
”Vi har alt fra frodige enge af ålegræs, over flotte stenrev til klippekyster ved Kullen. Og vi har både lokale bestande af torsk, sæler og marsvin”.