"Når ens bryster er ved at slå én ihjel, så har man ikke noget valg"

"Jeg tror, jeg skal dø!"
Sammen med sin mand ligger Lene Thomsen under dynen i soveværelset, da hun endelig får sin frygt formuleret. Gennem længere tid har hun mærket en lille knude i sit venstre bryst. Den er på størrelse med en ært og hård. Som en lille sten inde i brystet.
"Jeg havde en følelse af, at hvis jeg først sagde det højt, så var det virkeligt. Så var det kræft," fortæller Lene Thomsen, der kommer fra Haderslev, er udlært i Esbjerg og i dag bor i Hjordkær ved Aabenraa sammen med sin søn.
Lenes mand får hende omgående til lægen, hvor de efter både mammografi, ultralyd og biopsi ikke finder tegn på kræft. For en sikkerheds skyld vil lægerne dog lave flere tests, og den næste melding er anderledes:
"Lene, du giver mig mareridt," lyder det fra lægen, da han har svarene fra de nye tests og kan konstatere, at biopsien ikke havde fortalt sandheden. Lene har brystkræft.

Kræften tog faderen

Lenes første tanke er ikke døden. Men at hun skal fortælle sine søstre og sin mor det.
"Min far døde af mavekræft i 2010. Jeg kunne ikke overskue at fortælle dem, at jeg også havde det nu," husker hun.
Min næste tanke er, at kræften ikke skal få mig. Den tog min far, den skal ikke tage mig. Jeg vil se min 4-årige søn leve og vokse op," siger Lene, som ved den anden operation skal ha' fjernet brystvæv.
"Jeg er bange, men tænker, at det omvendt er et sted, hvor det kan fjernes. Det var det ikke hos min far. Og jeg vil stadig have mit bryst efter operationen."
Da Lene vågner, er meldingen igen nedslående. Lægerne har ikke fået fjernet al kræften og må nu fjerne hele Lenes venstre bryst.
"Der vælter min verden for alvor. Jeg siger til min mand, at jeg vil skilles, da han ikke skal have en kvinde med kun ét bryst. Det er jo ikke en kvinde, tænker jeg...," siger Lene, stopper lidt og fortsætter så:
"Men han holdt om mig og blev heldigvis ved min side. Det var en fredag, og jeg blev sendt hjem med en melding om, at jeg skulle opereres onsdag. Da jeg kom hjem, græd jeg i et helt døgn. Uafbrudt," forklarer Lene, som beslutter sig for at gøre noget drastisk.
"Jeg har altid kunne se det positive i ting, og det kunne jeg bare ikke mere. Så jeg gik ind på sygehuset tirsdag og spurgte, om der kunne ske noget ved at skubbe operationen en uge," fortæller Lene, som fik at vide, det var en dårlig idé, men at det ikke ville ændre noget.
"Jeg kunne bare mærke, at hvis jeg ikke havde mit hoved rigtig med, når de skulle fjerne brystet, så ville jeg miste mig selv. I dag er det en beslutning, som jeg er lykkelig for. Jeg siger det, fordi jeg virkelig mener, at det er vigtigt, man har sig selv med. At man ikke bare blindt følger lægerne, men husker at mærke efter inde i sig selv."

Sagde farvel til brystet

Aftenen inden operationen, der er sat til den 1. august 2012, er Lene og hendes mand taget på Hotel i Gråsten. En sidste aften og nat sammen inden indgrebet.
"Det lyder måske mærkeligt, men det var en form for afsked med mit bryst. Der sidder jo virkelig meget af ens kvindelighed der, så det føltes rigtigt," smiler Lene, inden minen igen bliver alvorlig.
Inden operationen havde Lene krævet at blive scannet helt igennem for at vide, om kræften havde bredt sig. Scanningerne kom tilbage blanke. Kræften sad kun i brystet.
"Det resultat gav mig en ro. I lægeverdenen ville jeg ikke være rask, når de havde fjernet mit bryst, men i min verden var jeg. Og det har jeg levet efter siden," forklarer Lene, som gik ind til operationen med én stor frygt:
"Jeg var simpelthen så bange for, at jeg ikke ville være mig selv efterfølgende. Jeg forklarede lægerne og min mand, at jeg frygtede, at jeg ville være vred, ked af det og måske slå, når jeg vågnede," fortæller Lene, tager en slurk vand og kigger ud i rummet. Så fortsætter hun:
"Da jeg vågnede, sad min mand ved min side. Han var bange for, hvordan jeg ville reagere. Jeg kiggede på ham og sagde; Jeg er bare SÅ glad...," fortæller Lene, inden stemmen knækker og tårerne presser sig på for første gang under interviewet.
"Jeg var her stadig. Jeg var stadig mig. Jeg var bare mig uden mit venstre bryst."

Følte sig stadig kvindelig

Operationen gik godt, og lægerne får fjernet kræften. På trods af euforien over at alt er gået godt, kan Lene ikke overskue at se sig selv uden forbindingen. Så hun beder sin mand om det. Han sætter sig på knæ foran hende, fjerner forsigtigt forbindingen, mens tårerne triller ned af kinderne på ham.
"Det er bare så smukt. Du er bare så smuk," siger han, mens Lene i genskinnet fra øjnene kan se sig selv.
"Så turde jeg selv kigge, og jeg følte mig stadig smuk og kvindelig. Jeg føler mig på ingen måde mindre kvindelig i dag," siger Lene, der straks efter besluttede sig for, at hendes fødselsdag kort efter skulle fejres på en særlig måde.
"Jeg bad alle komme forbi og skåle med mig og give mig et kram. Ingen gaver. Men havde nogle lyst, ville jeg meget gerne, hvis de ville skrive et lille brev til mig, som jeg kunne tage frem i det forestående kemoforløb. På den måde kunne jeg huske, hvordan andre så mig, når jeg måske var ved at miste mig selv lidt. Det råd vil jeg gerne give til andre, for det hjalp meget," siger Lene med det smil, der nærmest klæber om hendes læber.

Børnene klippede mor

Kemobehandlingen er hård, og der går ikke lang tid, før de lyse lokker begynder at falde af. Ingen af de tre børn, to fra mandens tidligere forhold samt deres fælles barn, ved noget om behandlingen. Derfor tager Lene en beslutning. Har børnene lyst, kan de tage med til frisøren, hvor hun skal kronrages og have en paryk.
"Det lyder måske mærkeligt at lave en familietur ud af det, men det var en måde, hvorpå de måske bedre kunne forstå, hvad der skete. Så de fik faktisk lov at klippe nogle totter af mit hår," fortæller Lene, der også selv havde svært ved at skulle miste håret, ligesom børnene i begyndelsen ikke ville se hende uden paryk.
"Jeg syntes dog, det var vigtigt for dem at vide og se, at selv om jeg ikke havde mit hår længere, så var jeg okay. Så jeg bandt et rødt bånd om hovedet og gik ind og lavede nogle ninja-bevægelser og sagde, at far altså syntes, jeg så sej ud," husker Lene.
"Du ser da vildt sej ud mor!," lød det i kor fra ungerne, som herefter fik en forklaring på, at Lene ville forandre sig over de næste måneder.
"Når jeg nu sad der som en ninja, så forklarede jeg, at kemoen også var som små ninjaer, der blev sendt ind i min krop for at kæmpe mod de onde, og de hjalp mig til at blive rask, men at de selvfølgelig gjorde mig træt, når vi sådan kæmpede. Det forstod de, og jeg er faktisk lidt stolt over den forklaring i dag," smiler Lene.

Har en øget risiko

Under kemobehandlingen er Lene også igennem et genetisk udredningsforløb, og desværre viser det sig, at hun lider af genfejlen BRCA2. Den betyder, at hun har 80 procent øget risiko for at få brystkræft og 35-50 procent øget risiko for at få kræft i sine æggestokke.
"Igen var det værste at skulle fortælle min familie det. Det var så svært at sige, for de havde jo nok også den genfejl så," siger Lene, som fik at vide, at lægerne nu ville fjerne det højre bryst forebyggende, ligesom hun fik nogle meget stærke piller, der skulle nedsætte risikoen for at få kræft igen.
"Men de betyder, at jeg går i overgangsalderen og får hedeture og lignende. Min mand følte også, at jeg fik en lidt kortere lunte, ligesom jeg mistede al lyst til sex. Jeg følte mig kort sagt som en gammel kone i en ung krop," fortæller Lene og tilføjer, at kemoforløbet - sammenholdt med andre problemer på dette tidspunkt - også havde tæret på parforholdet.
"Der var flere ting i det, men til sidst kunne vi bare ikke finde hinanden mere," siger Lene, der i dag er separeret.
Til sidst kan Lene dog ikke holde ud at være på de stærke piller mere, og hun vælger at holde op med at spise dem.
"Jeg har valgt at følge min mavefornemmelse, da jeg vil hellere leve end blot overleve. Jeg har selvfølgelig en angst for at blive syg igen, men jeg tror på, at det rigtige er at følge sit hjerte," siger Lene, holder en pause og fortsætter så:
"Lægerne har fortalt, at jeg nedsætter risikoen med tre procent ved at spise pillerne. Men hvad er det lige i forhold til, hvilket liv jeg så har? Og desuden fortæller lægerne jo kun ud fra den statistik, de kender. Der er jo mange, som går rundt med den her genfejl, men som ikke bliver ramt. De ender jo ikke i nogen statistik. Jeg siger ikke, at man ikke skal tro på lægerne, jeg siger bare, at man først og fremmest skal tro på sig selv. Og jeg tror på, at man med blandt andet et positivt livssyn og en ændret kost kan hjælpe sig selv på mange måder. Selv finder jeg også støtte og vejledning i den alternative verden," siger Lene, der har besluttet, at hun ikke vil have fjernet sine æggestokke. Endnu i hvert fald.
"Min angst sad i brysterne. Jeg er afklaret med, at jeg ifølge lægerne løber en risiko ved at droppe pillerne og beholde mine æggestokke, men jeg vil hellere være glad end at have det dårligt hele tiden, mens jeg lever."

Kvindelighed i hjertet

I dag føler Lene sig mere glad og frisk end nogensinde og er et levende bevis på, at selv om man får en kræftdiagnose, får fjernet sine bryster og er i en øget risikogruppe, så kan man ikke bare overleve som kræftramt. Man kan også leve videre. Og leve lykkeligt.
"Selvfølgelig er der down perioder, men man får bare et helt andet perspektiv på tingene. Selv om jeg er midt i et rekonstruktionsforløb, så kan jeg alligevel stå nøgen foran spejlet i dag og sige, at jeg elsker min krop. Det kunne jeg ikke før. Jeg har lært at mærke efter og føle mig selv. Jeg ville gerne have undværet min kræftsygdom, men jeg ville ikke have undværet den udvikling, jeg har været igennem. Jeg har hele mit liv forsøgt at være noget, jeg ikke var for at leve op til nogle idealer. Den tid er forbi," siger Lene, standser sin egen talestrøm og ser eftertænksomt ud i luften. Så fortsætter hun:
"Når ens bryster er ved at slå én ihjel, så har man ikke noget valg. Men i dag ved jeg, at min kvindelighed ikke sidder i mine bryster. Den sidder i mit hjerte."