Fortsæt til indhold

Aldrende indbrudstyv anholdt af hundepatrulje

En 54-årig mand bliver fremstillet i grundlovsforhør i dag

Krimi
Tim Panduro

En 54-årig mand bør måske erkende, at det er på tide at skifte til en metier.
Manden blev torsdag aften anholdt af en hundepatrulje, efter at han efter politiets opfattelse havde forsøgt sig som indbrudstid to steder.
Første indbrud fandt sted på Folevang i Hillerød. Her nåede tyven ind i huset, men blev opdaget af en beboer, der så hans lommelygte i det mørke hus. Den ubudne gæst flygtede fra stedet, men ifølge politiet droppede han ikke sine indbrudsbestræbelser.
Tre kvarter senere, klokken 20.15 blev han nemlig anholdt umiddelbart efter, at han havde forsøgt sig med at bryde en terrassedør op på Tomsvej. Indbrudsforsøget blev set, politiet blev tilkaldt - og manden blev anholdt.
Ifølge Laurids Paulsen, der er sektionsleder hos Nordsjællands Politi i Hillerød, er manden i forvejen eftersøgt. Han er nemlig serbisk statsborger, der har fået afvist en asylansøgning og derfor skal sendes ud af landet.
Nu får han efter alt at dømme et mellemstop i enten en arrest eller i Sandholmlejrens fængsel.
Manden bliver nemlig fremstillet i grundlovsforhør i dag fredag, sigtet for indbrud og brud på Udlændingeloven.