Fortsæt til indhold

Tyv "på vej" i kirke

En mand gemte sig i en have i Vedbæk og sagde, at han ledte efter kirken, da en kvinde konfronterede ham. Hun afværgede et indbrud, siger Nordsjællands Politi

Krimi
Jeppe Lund

To mænd var med al sandsynlighed på indbrudstogt mandag eftermiddag på Strandvejen i Vedbæk, men det blev forpurret af en vaks kvinde. Det mener politiassistent René Letvad fra Nordsjællands Politi.
Kvinden kom gående på Vedbæk Strandvej, da hun bemærkede en mand, som gemte sig bag et træ i en have.
"Det, synes hun, virkede lidt underligt, så hun vendte om og gik ind i indkørslen til den have, hvor manden gemte sig. Hun spurgte, hvad han lavede, og han fortalte hende på gebrokkent tysk, at han ledte efter en kirke," fortæller René Letvad.
Manden gik herefter fra stedet og blev kort efter samlet op af en anden mand, som kom kørende i en ældre brun personbil. De kørte begge to ad Strandvejen mod nord.
Ifølge politiassistenten var de to mænd formentlig indbrudstyve på rekognoscering.
"Der er ingen tvivl om, at den her gode kvinde har afværget et indbrud deroppe," siger han.
Manden, der gemte sig i haven, beskrives som en østeuropæisk udseende mand på ca. 45 år. Han var 170-175 cm høj, kraftig af bygning og lys i huden. Han havde kort lyst hår, en brun fortand og var iført blå cowboybukser og lysegrå sweatshirt med noget lysegult på skuldrene. Han medbragte en sort rygsæk. Har du set manden i området, vil Nordsjællands Politi gerne høre fra dig. Du kan kontakte nærmeste politi på telefon 114.