Ældrecenter får sur smiley efter kødsag
Det koster en bøde på 40.000 kroner, at Omsorgscentret Breelteparken ikke fik sendt breve ud efter tilbagetrækning af pålæg
Sommerens udbrud af listeria, som på landsplan har kostet 15 mennesker livet, trækker nu også tråde til Hørsholm.
Her har køkkenet på Omsorgscentret Breelteparken just indkasseret en sur smiley og en bøde på 40.000 kroner.
Straffen faldt ikke, fordi køkkenet lå inde med inficeret kødpålæg.
Tværtimod undersøgte ledende økonoma Janne Bjødstrup og det øvrige team i køkkenet straks, om kødpålæg fra den berørte producent Jørn A. var nået ud til de 35 borgere, som får smørrebrød via Breelteparken, efter man 13. august fik besked om, at pålæg derfra blev tilbagekaldt.
Læs også: Leder om kødsag: "Man lærer af sine fejl"
Men i skyndingen blev de pågældende borgere ikke formelt informeret om, at listeria har en inkubationstid på fire uger, og at de derfor kunne have nået at spise inficeret kød forinden. Og det siger reglerne, at man skal.
“Vi havde besøg af Levnedsmiddelkontrollen 22. august. Jeg blev glad, da de kom, for vi har normalt aldrig noget, de påpeger. Vi sidder så og snakker, og kontrollanten siger så pludselig: 'Har du sendt et brev ud til de implicerede?'. Lige da hun siger det, er der pludselig en klokke, der ringer i mig,” siger Janne Bjødstrup om besøget, der derfor resulterede i en sur smiley.
Det ærgrer hende rigtig meget, at det er glippet med at informere brugerne af smørrebrødsordningen korrekt.
“Den mundtlige information har vi været igennem, vi har fulgt med i medierne omkring listeriaudbruddet, og vi har også talt om det hernede. Men vi har altså ikke fået sendt brevet,” siger hun.
Ingen smittede
Ifølge Janne Bjødstrup sker det med jævne mellemrum, at Breelteparken får besked fra en leverandør om, at en vare skal tilbagekaldes.
I de tilfælde har køkkenet tjeklister, som følges til punkt og prikke.
Listeriaudbrud er noget sjældnere, og derfor var hun ikke opmærksom på, at der også skulle et brev ud.
Det blev der lavet om på samme dag, som Levnedsmiddelkontrollen var forbi.
“Det var fredag eftermiddag, så jeg skyndte mig at få fat i chaufførerne, så de kunne få brevene med rundt, inden de gik hjem,” siger Janne Bjødstrup, som også har søgt yderligere vejledning hos Kost- og Ernæringsforbundet.
Vigtigst af alt glæder hun sig over, at ingen af Breelteparkens brugere er blevet inficeret med listeria.
“Nej, gudskelov,” konstaterer Janne Bjødstrup og understreger, at man også informerede det øvrige personale, så de i de efterfølgende fire uger var ekstra opmærksomme på, hvis nogen skulle vise symptomer på smitte.
Se hele kontrolrapporten her (eksternt link).