Gåtur fra Matas til Bloms endte med mistet pung
En 19-årig kvinde fik stjålet sin pung, da hun gik fra Matas til Bloms
Af Jonas Wrede Hansen
En kort gåtur fra Matas til Bloms i Adelgade i Skanderborg endte trist for en 19-årig kvinde fra Skanderborg. Da hun skulle bruge pungen i Bloms, kunne hun ikke finde den i sin rygsæk.
Det oplyser Andreas Bryld Hansen fra Lokalpolitiet i Skanderborg, der samtidig har en opfordring til byens borgere.
"Man skal passe på sine sager, når man går rundt i byen," fortæller han.
I kvindens pung var der få kontanter og diverse kort. Gerningsmanden har i følge Andreas Bryld Hansen ikke forsøgt at hæve på kortet.
Episoden fandt sted i tidsrummet mandag 13. oktober fra klokken 15.50 til 16.15.