Farvel til Søkilde
Et snævert flertal i byrådet har vedtaget at sende forslag om lukning af Søkilde Plejehjem i høring blandt de berørte parter
Med et knebent flertal på 15 stemmer mod 12 vedtog byrådet 8. oktober at sende et forslag om lukning af Søkilde i Ry i høring blandt de berørte parter. Samtidig stoppes der med øjeblikkelig virkning for nye visitationer til plejehjemmet.
For forslaget stemte Socialdemokraterne, SF, Enhedslisten og Konservative, mens Venstre, Dansk Folkeparti og de Radikale stemte imod.
Bag beslutningen ligger en overkapacitet af plejeboliger i Skanderborg Kommune, der i øjeblikket omfatter 49 ledige lejemål.
Beslutningen omfatter også et forslag om at nedlægge plejecenter Baunegård i Tebstrup og ombygge det til et botilbud for borgere med psykiske lidelser. Desuden indebærer beslutningen at der træffes principbeslutning om at renovere de 16 boliger i det gamle Ryvang i Ry via nedrivning og genopbygning af 16 nye boliger.