Bus 114 blev forsøgt røvet på turen mod Hammel
Politiet har udsendt signalement af to mænd, som bar masker. Vidner efterlyses.
Denne kriminal-historie kan minde om en gammel western-film, hvor diligencen bliver overfaldet. Men det var såmænd den fredelige bus 114 fra Midttrafik, der mandag aften kl 21.15 forlod Aarhus Rutebilstation for at køre sin aftentur mod Hammel.
Få minutter senere sad en forskrækket, men handlekraftig buschauffør bag rattet med en ubehagelig oplevelse rigere. Bussen blev forsøgt røvet ved stoppestedet Viborgvej - Sommervej i Aarhus Nord tæt på FDMs afdeling.
Maskerede mænd
Buschaufføren havde netop krydset Hasle Ringvej, da stopskiltet viste, at nogle passagerer ønskede at komme af på hjørnet af Sommervej.
Buschaufføren har til politiet forklaret, at han ved stoppestedet lagde mærke til to personer, som stod med ryggen til bussen. Han troede ikke, de skulle med, men pludselig vendte de sig og gik hen mod hans bus. Derfor åbnede han fordøren.
Da de to personer kom tæt på, kunne chaufføren se, at de begge var maskerede, og den ene bar en kniv.
Chaufføren handlede resolut og nåede at smække døren i, så den ene - der var ved at stige ind - fik klemt sin fod og mistede den ene sko.
Buschaufføren åbnede kortvarigt døren. Det betød, at manden faldt bagover, væk fra bussen. Herefter skyndte buschaufføren sig at køre væk.
Signalement
Østjyllands Politi beskriver de to som værende:
A: person, 170-180 cm, slank af bygning, iført mørkt tøj, tørklæde eller elefanthue op for ansigtet, havde kniv i hånden
B: person, iført mørkt tøj, tørklæde eller elefanthue op for ansigtet, intet yderligere
Politiet efterlyser fortsat vidner til røveriet. Telefon 114.