Fortsæt til indhold

Butikstyv sprang i havnen

32-årig mand fra Charlottenlund valgte en alternativ flugtrute

Krimi
Af Kathrine Albrechtsen

SuperBest i Rotunden på Strandvejen fik mandag kl. 16 besøg af en kunde, der ivrigt fyldte kurven med varer fra butikkens nye specialafdelinger.
I vognen lå varer for 2.300 kr., men da den 32-årige mand kom frem til kassen, "glemte" han at betale og fortsatte ud af butikken med den fyldte vogn.
Et vidne opdagede butikstyveriet og fulgte efter den 32-årige ud på gaden, hvor han konfronterede ham.
Her slap tyven vognen og løb sin vej, hvorefter vidnet fulgte efter ham.
Ved havnen valgte den 32-årige mand med bopæl i Charlottenlund at springe i havnen, men den alternative flugtrute blev hurtigt opgivet.
Han kravlede op på land og fulgte med tilbage til butikken, hvor politiet var blevet tilkaldt, der kunne konstatere, at der var tale om en gammel kending.
Den 32-årige butikstyv fik en bøde, inden politiet lod ham gå.