11 bøder til søs under Smukfest
Torsdag og fredag under festivalen var politiet og Skanderborg Kommune på sejladskontrol i Skanderborg Sø
Selvom festen er god, skal der alligevel udvises fornuft når man stikker til søs.
Torsdag og fredag under Smukfest 2014 gennemførte Sydøstjyllands Politi og Skanderborg Kommune kontrol af en række både på Skanderborg sø, og ikke alle havde helt styr på sø-reglerne.
Torsdag var en meget fredelig dag, hvor der ikke var ret mange både på søen, men fredag ændrede billedet sig, og mange både blev kontrolleret.
I alt blev der udskrevet 11 bøder for overtrædelse ad reglerne til søs: En for spritsejlads, en for manglende redningsvest, tre for hastighedsovertrædelser og seks for fejl ved bådregistreringen.
Der er dog også ros til sejlerne, for generelt er de blevet meget bedre til at have redningsveste nok med ombord.
Der har tidligere været problemer med forkerte eller manglende bådregistreringer, men det er ifølge kontrollanterne også blevet bedre. Således blev der kun registreret mangler i hvert fjerde tilfælde.
Til gengæld viste kontrollen, at en del speedbådsejere – både gæster og sejlere fra lokalområdet – har alt for meget fart på, når de sejler på søen.