Brandfolk mødt af højeksplosiv acetylenflaske ved bilbrand
Seks gange har brandbilerne i Favrskov Kommune været i aktion i sidste uge. Altsammen til småbrande - sådan da.
Da en VW-Transporter sidste tirsdag brød i brand på Vissingvej, stod brandfolkene fra Hadsten Brandvæsen overfor en større og særdeles farlig udfordring.
LÆS OGSÅ: Traktor brændte i skoven
I det brændende køretøj lå en tom acetylenflaske, som kan give alle brandmænd sved på panden.
"Om den er tom eller fuld er lige meget. Acetylenflasker er altid meget, meget farlige," fortæller indsatsleder Henrik Thue Pedersen.
Han satte brandfolkene til at køle flasken, samtidig med, at bilbranden skulle slukkes. Ilden havde også fået fat i det høstede halm, som lå på marken ved siden af vejen.
"Vi kølede først flasken i bilen og sænkede den derefter ned i et vandhul med et reb."
Der kan være tale om en 24-timers afkøling af den slags flasker," oplyser indsatslederen til FavrskovPosten.
Brand blussede op
Forrige søndag rykkede Falck i Hinnerup ud til markbrand nær Markusminde Golf Club ved Sabro.
Branden, der truede med at tage fat i den nærliggende skov, blev slukket, men fire dage senere blussede det op igen.
Torsdag begyndte det at ryge fra et par lommer i den mosebund, som er underlaget i skoven.
"Der var kommet lidt vind, som havde pustet til de skjulte gløder, så vi måtte derud igen," siger Thue Pedersen, som også nåede at slukke et par mejetærskere i ugens løb ved Lyngå og Farre samt en lille containerbrand natten til mandag i Søften.
"Det var vist drengestreger og ikke noget særligt."
Nu ser han frem til det regnvejr, som har passeret siden søndag.
"Det kunne være rart om støvet ville lægge sig," lyder det.