Fortsæt til indhold

Fængslet for at smide ulovligt byggeaffald fra kirke

Politiet har rejst sigtelse mod tre mænd for at have dumpet over 300 tons byggeaffald fra den nedrevne katolske kirke i Hørsholm henholdsvis hos Arriva i Kokkedal Industripark og på Karsemosegård i Nivå

Krimi
Morten Timm

De tre mænd, som Københavns Vestegns Politi har fået varetægtsfængslet for fire uger i en større sag om ulovlig deponering af byggeaffald, er også sigtet for at stå bag dumpning af over 300 tons byggeaffald på Arrivas nedlagte garageanlæg i Kokkedal og på Karsemosegaard i Nivå i påsken.
Det bekræfter vicepolitiinspektør Carsten Jansson, Københavns Vestegns Politi, overfor Ugebladet.

Politiet: Nedrivningsfirma involveret

Byggeaffaldet kom fra den nedrevne katolske kirke på Marievej i Hørsholm. Vicepolitiinspektøren fastslår, at det pågældende nedrivningsfirma, Max Nedrivning, der var hyret til opgaven, også er en del af det omfattende sagskompleks.
De tre fængslede er i alderen 32 til 43 år og med udenlandsk baggrund. De er sigtet efter straffelovens § 196 om overtrædelse af miljøloven, der har en straframme på op til seks års fængsel.

For lukkede døre

Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre, og Carsten Jansson kan derfor ikke oplyse, hvordan de tre forholder sig til sigtelserne.
“Men efterforskningen har afsløret, at sagen er langt mere omfattende end vi først regnede med,” siger han og kan ikke afvise, at der vil ske flere anholdelser.
Varetægtsfængslingen af de tre mænd løber foreløbig til den 31. oktober.