Uvenskab på parkeringsplads endte i vold og hærværk
Til trods for tidligere domme slap 22-årig med en betinget straf
En 22-årig mand fra Frederikssund blev forleden idømt en betinget fængselsstraf efter en episode, der eskalerede voldsomt på p-pladsen ved El-giganten.
Manden var 6. april om formiddagen taget til Hillerød. Han parkerede sin bil ved El-giganten på Slangerupsgade. Under parkeringen fik hans bil en ridse – og den 22-årige troede tilsyneladende, at en 40-årig mand stod bag.
Det endte i en konfrontation inde i butikken – og senere i vold udenfor, hvor den 40-årige fik knytnæveslag, et bidsår i hånden og blev nikket en skalle, mens hans bror fik et knytnæveslag i ansigtet. Desuden ridsede den 22-årige den 40-åriges bil, enten med en nøgle eller med en kniv, han senere blev fundet i besiddelse af.
Nægtede sig skyldig
Den 22-årige nægtede sig skyldig, men erkendte dog en del af det faktiske forløb. Retten valgte med få justeringer at dømme efter anklageskriftet.
Straffen blev på tre måneders betinget fængsel og 80 timers samfundstjeneste.
Den 22-årige har fire domme for blandt andet grov vold, men straffen blev alligevel gjort betinget, fordi der havde været en konfrontation, hvor voldsofferet selv havde henvendt sig, og fordi den 22-årige havde haft anledning til at tro, at ridsen i bilen var lavet af voldsofferet.
Anklagemyndigheden havde bedt om en betinget udvisning af manden, der har haft opholdstilladelse i Danmark siden 1999. Den gik retten dog ikke med på – så manden kan blive i Danmark.